Mig og år 2007

2007 har været et halt fantastisk år for mig. Jeg vil vove at påstå, at det har været det bedste år nogensinde, og det er derfor lidt vemodigt at skulle sige farvel til det. Det er som at sige farvel til en ven, en ferie, en bog, man ikke længere kan blive overrasket over. Men man kan selvfølgelig håbe, at der kommer flere gode år.

Det nye år, mit nye liv blev for alvor sat i gang torsdag d. 25. januar, da Jelne udkom. Og hele 2007 har naturligvis været præget af denne udgivelse. Jeg blev anmeldt fint alle steder og det viste sig hurtigt, at læserne også var venlig stete overfor min bog. Allerede efter et par måneder kunne min redaktør ringe og fortælle, at 1. oplag af Jelne var udsolg. 2. oplag blev trykt.

Og så blev der stille. Midt i marts troede jeg at festen var forbi. Den fest, jeg holdt med Jelne, havde været hyggelig, om end lidt kort. Men sådan er det vel at debutere, det er begrænset hvor længe man kan trække det. Så jeg gik i gang med at skrive på en ny roman. Jeg begyndt på Hald Hovedgaard sidst i marts, og det var rart at tage hul på det. Der var stadig sprog og personer og liv.

Men så viste det sig, at festen alligevel ikke var forbi. Midt i april modtog jeg et brev fra Kunstrådet. Og det var ikke et afslag. Det var den største overraskelse, jeg nogensinde havde fået, jeg havde fået det, jeg ikke havde turde søge efter, jeg havde ikke engang overvejet at søge det, det var et tilsagn om det tre-årige arbejdslegat. Det var 280.000 kroner hvert år i tre år. Det var tårer i ustoppelige strømme, det var heldigvis af glæde, disse tårer, det var den drøm, jeg ikke engang havde nået at få, der gik i opfyldelse.

Jeg takkede mange gange for det til overrækkelsen mandag d. 2. maj i Kunstrådets lokaler, vi var alle samlet for at modtage penge og ære og klappe af hinanden, og jeg svævede hjem med Lars, glad, glad og svimmel.
Dagen efter sagde jeg op på Urban, for nu skulle der skrives. Først var der dog et par eksamener på ITU, der skulle overstås, det blev de, eksamenerne blev overstået, og 1. juli rejste jeg alene til Berlin. For at skrive.

Hele juli i Berlin, hvad mere kan man ønske sig?

Det var bare mig alene i den store lejlighed højt oppe under himlen i Prenzlauer Berg, det var Fernsehturm, der konstant blinkede til mig, den holdt mig ved selskab, Fernsehturm, som min mac gjorde, som kaffen og ordene, der strømmede, som regnen over Roskilde Festival. Det var den bedste måde at skrive på, ensomheden, roen, Berlin som den mest inspirerende baggrundskulisse, man kan ønske sig.

Jeg skrev videre på min roman hjemme i København, og jeg nåede at sende den til min redaktør, inden jeg tog til Litteraturfestival i Vejle i begyndelsen af oktober. Inden da havde jeg fået et af den slags telefonopkald, der næsten stopper hjertet, der vender rundt på det hele, den slags overraskelser, der er størst, når man ikke vidste, at det var noget, man kunne forvente. Jeg blev ringet op af en advokat fra Vejle en mandag formiddag, da jeg sad og ventede på færgen på Sjællands Odde. Jeg skulle til Jylland, en af disse evige busrejser, hvor man skal af bussen og selv gå om bord på færgen, det var en klar mandag formiddag sidst i september, jeg sad ved bordet ude foran ventesalen, da min telefon ringede. Og så kom de igen, tårerne, hvorfor kan jeg ikke reagere med smil og jubel? Jeg sad der på bænken og talte med en advokat, men jeg sagde ikke meget, da han fortalte, at jeg skulle modtage Munch-Christensens Kulturlegat på 25.000 kr. Det er et legat, der bliver uddelt til en yngre dansk forfatter, der har haft en lovende debut. Endelig kunne jeg stoppe tårerne, jeg kunne sige tak og gå ombord på færgen.

Og denne pris skulle jeg så modtage i Vejle, det var d. 6. oktober, jeg tog fra København med Sissel Bergfjord, og det var en god dag på Vejle Kunstmuseum. Kim Leine og jeg var årets to modtagere, bestyrelsen havde ikke kunne bestemme sig for, hvem af os, der skulle have den, så vi fik en check hver.

Vi takkede, og jeg tænkte, at festen åbenbart fortsætter lidt endnu.
Den fortsatte også dagen efter, hvor jeg skulle til Askov Højskole for at tale om Jelne med Jens Andersen fra Berlingske. Jeg kørte i taxa fra Vejle til Askov med Kristín Marja Baldursdóttir, og det blev begyndelsen på en rigtig god dag. Min samtale med Jens Andersen gik godt, og jeg kørte fra Askov med Jens Smærup Sørensen, der skulle samme vej nordpå.

Midt i oktober gik endnu en drøm i opfyldelse. Jeg tog til New York City på ferie. Det var bare seks dage, og det var slet ikke nok. Jeg vil derover igen, og heldigvis er det ikke helt umuligt, for byen ligger der, Manhattan og Brooklyn ligger der, og vil helt sikkert tage godt i mod mig igen en anden gang.

Sidst i oktober ringede min redaktør og fortalte, at min næste roman er antaget. Den skal udkomme i maj.

Og midt i november fik jeg endnu engang en telefonsamtale af den slags, der slår luften ud af maven på én, denne gang sad jeg ikke og ventede på en færge, jeg sad på IT Universitetet. Jeg havde lige haft undervisning, det var fredag d. 9. november, og der var tre ubesvarede opkald og en telefonbesked på min mobil. Jeg ringede tilbage og fik fat i en mand fra Danske Bank. Han præsenterede sig og spurgte, om jeg havde mulighed for at komme til Bogforum næste fredag. Jeg svarede undrende ja, det havde jeg da, jeg skulle i forvejen læse op på Gyldendals scene, det var ikke noget problem. Han spurgte så, om jeg havde mulighed for at komme til åbningen af Bogforum, for Danske Bank ville gerne overrække mig Årets Debutantpris. Og så kom de igen, igen, de tårer, og heller ikke denne gang, var det passende, jeg sad på 4. sal på ITU, det var ikke passende, at græde der. Men han var sød, han gav mig tid, han fortalte, hvordan det skulle foregå. Og endnu engang oplevede jeg, hvordan det var ikke at gå, men at svæve hjem.

Fredag d. 16. november modtog jeg Årets Debutantpris til åbningen af Bogforum på min fars fødselsdag. Jeg havde det meste af min familie med, min kæreste, min redaktør, Johannes Riis, og jeg blev behandlet som en dronning. Det var med rosende ord om Jelne, det var fremmede mennesker, der stoppede mig og sagde tillykke, der kom folk hen med autografbøger, som jeg skulle skrive i, de tog billeder, og jeg undrede mig over, at det var mig, mig, mig, der oplevede dette.

Klokken 15 skulle jeg tale med Jannik Lunn i Bogcafeen og derefter skulle jeg ned og skrive i bøger. Der kom faktisk folk for at købe min bog, og de bad mig skrive i den. Jeg overtog pladsen ved bordet efter Leonora Christina Skov, og efter mig fik Jonatham Lethem pladsen.

Lørdag på Bogforum blev jeg interviewet af Jens Andersen på Tranescenen klokken 16. Det var meningen, at Erik Fosnes Hansen skulle interviewes da, men han havde meldt afbud og overlod dermed pladsen til mig. Det var stort at sidde der på Gyldendals scene lørdag eftermiddag og se ned på de mange, mange tilskuere, der ikke gik, selvom jeg ikke var Erik Fosnes Hansen.

Festen fortsatte således for Jelne og mig. Jeg blev i december interviewet til Jyllands Posten, jeg blev dagens gæst i P2 Plus fredag den 10. december og 3. oplag af Jelne gik i trykken.

Nu kan jeg ikke forvente mere af Jelne og heller ikke af dette år. Jeg havde aldrig troet, at så mange drømme kunne gå i opfyldelse i løbet af så kort tid.

Jeg venter spændt, men også lidt forventningsknapt på det nye år. Jeg ved lidt om, hvad der kommer til at ske. Jeg har bestemt mig for at holde orlov fra ITU for at skrive på fuld tid. Jeg skal interviewes til Børsen i januar. I februar skal jeg for første gang i mit liv holde et foredrag. Det skal ske i Randers og senere igen på Vallekilde Højskole. I april skal jeg til bogmesse i Budapest, og i maj skal jeg til Debutantbogmesse i Kiel. Min anden roman, Kaiser, udkommer til maj. Måske kommer der til at ske lidt mere. Måske ikke. Jeg holder mine øjne åbne og venter spændt.

skrevet den 31. december, 2007