Mig og debutantprisen

Jeg er ved at komme mig efter den mest fantastiske weekend. Jeg var den heldige modtager af Danske Banks Debutantpris, og meget af Bogforum stod for mit vedkomne i det tegn.

Det begyndte allerede ved åbningen af Bogforum fredag d. 16. november. Birthe Rønn Hornbech holdt åbningstalen og derefter skulle debutantprisen motiveres. Mens Danske Banks direktør Henrik Normann holdt indledningstalen blev der på skærme bag ham vist alle de nominerede.

Men det var mit navn, der blev nævnt, og juryformand Mona Madsen holdt en rigtig fin og interessant tale om min roman.

Og så skulle jeg på scenen. Jeg fik overrakt blomster, en kuvert og en meget smuk, meget fin og meget tung bronzestatuette, som den unge kunster Helena Hei-Sook Park har skabt. Det er en lampe, der er tænkt som en slags Aladdins lampe, man kan pudse på. Et punkt i mørket der lyser helt af sig selv. Kan man ønske sig mere?

Jeg fik takket dem, jeg skulle takke, men det er jo aldrig nok. Senere hen er jeg kommet på flere, jeg gerne ville have sagt tak til. Det var helt uvirkeligt at stå dér foran fotograferne på scenen til åbningen af Bogforum. Det er et sted, jeg som tilskuer har været opmærksom på, åbningen af Bogforum, debutantprisen, jeg har fulgt interesseret og misundeligt med alle de forgangne år, den er blevet uddelt.

Jeg kan huske, da Lise Rønnebæk fik den, da arbejdede jeg på Hovedbiblioteket, og det gjorde jeg stadig året efter, da Eddie Thomas Petersen fik den. Jeg arbejdede på Café Gavlen det år, Maria Grønlykke fik den, jeg stod dernede om mandagen og læste i alle aviser om den kvinde, der var blevet belønnet med årets debutantpris, og jeg tænkte, at hun nok vil blive en stor forfatter. Og så fik Kristian Ditlev den det år, jeg havde bestemt mig for at stoppe på universitetet, jeg ville stoppe på uni, så jeg kunne få tid til at skrive. Og jeg var i fuld gang med at skrive Jelne, da Jonas T. Bengtsson fik debutantprisen i 2005. Jeg kan huske den dag så tydligt, jeg sad som tilskuer, og jeg fik sommerfugle i maven på hans vegne, jeg synes, det var så stort, jeg kan huske, jeg tænkte, at det måtte være helt fantastisk at få den drøm opfyldt, at få den pris. Min bog var blevet antaget sidste efterår, da Knud Romer fik prisen, og da tænkte jeg, at når han får den, så vil jeg aldrig få den.

Og så ville de tale med mig, journalisterne, jeg har da aldrig oplevet noget ligende, de stod i kø, bogstavligt talt så stod de i kø for at komme til at tale med mig, først den ene, så den næste. Deres smil virkede så opmuntrende på mig, jeg sad der på første række og synes, det var morsomt, at de var så interesserede. Og derefter kom de, der ville have autografer, ja, de findes virkeligt, de var der også, jeg skulle skrive i deres autografbøger. Og derefter skulle der tages billeder.

Så blev der ro, vi skulle drikke champagne, jeg skålede med juryen, med Helena, jeg fik takket for den flotte skulptur, jeg fik skålet med mine redaktør og med min familie, der var kommet fra Randers for at skåle med mig, jeg fik talt med lidt flere journalister, og jeg var stadig helt rundt på gulvet.

Om eftermiddagen skulle jeg interviewes af Jannik Lunn i Bogcafeen. Jeg havde troet, at der ville komme et par stykker og kigge på, men der kom så mange, at nogle måtte stå op. Det var helt fantastisk at sidde dér og se ud på de opmærksomme tilskuere, og det er også dét, der overrasker mig, at man er interesseret i mig, i min bog, det er ikke falsk beskedenhed, det er bare en undren, en overraskelse, man sidder så længe alene med et manuskript, man tvivler, man håber bare, at nogen vil antage det, manuskriptet, at nogle vil læse det. Og så sidder man dér 10 måneder senere til Bogforum og kæmper med andre forfattere om opmærksomheden. Og man synes, at man er den heldige vinder.

Særligt føler man sig heldig, som en sand vinder, når man ser sin bog, sin lillebitte debutroman med denne stribe omkring sig. Det er jo som at blive iklædt en orden, den blå stribe. Så er man klar til bal hos Dronningen.

Og nu er det slut. Hverdagen er begyndt igen efter tre fantastiske dage i Forum. Lørdag blev jeg interviewet af Jens Andersen på Tranescenen, og også dét var en fornøjelse, at se på alle de interesserede mennesker, at skrive hilsner i deres bøger, at blive stoppet af mennesker, jeg ikke kender, de vil bare sige tillykke med prisen, og jeg vil bare sig tak.

Nu står Helena Hei-Sook Parks smukke lampe hjemme i min stue. Og den lyser.

skrevet den 20. november, 2007