Mig og Hald

En uforfalsket hyldest til Hald

At være på Hald Hovedgaard, det er at sidde på en træstol i karanappen på værelse 12, det er at sidde her i solen, at kunne se vandet i søen, der blinker, vinker, sølv på gråt, det er træerne, der står og venter på at springe ud, de venter, træerne som utålmodige hunde, det er de hvide gardiner, der blafrer i luften, når man åbner vinduet, de blafrer som rygtet om spøgelse, der huserer på væresle 12.

At være på Hald Hovedgaard er kaffe i køkkenet, det er at høre de andre gå ude på gangen, trægulvet, der knirker, trægulvet, der fortæller, at man ikke er alene, det fortæller, at der sidder og står og går andre her, og de har sikkert også problemer med de sætninger, med opbygningen af det nye eller gamle manuskript, med handlingen, med personerne, der ikke vil bevæge sig, som man ønsker, den fiktive verden, der sluger én, de sidder sikkert også med manuskripter, som de heller ikke kender fremtiden på.

At være på Hald, det er at gå en tur, nu skal det være, man har siddet foran computeren hele dagen, naturen skal ikke gå til spilde, der er så meget af den her på Hald, der er anomoner, der springer ud for øjnene af én, der er mus, der usynligt løber frem og tilbage i krattet, det er de mange trin ned ned ned til søen, til den konstandte bevægelse af vand, det er den friske luft, den store stilhed, det er de mange muligheder for at fortabe sig i andet end skriveriet. At være på Hald er at se isfulgen, tænk, det kan faktisk ske, den findes andre steder end bare i ordene i køkkenet, den er derude. Man stod dér alene ved Niels Bugges Kro og undrede sig over, at vand kunne ligge så stille, man stod dér og var overrasket over naturens uorden, naturen, der bare lå dér helt stille, og samtidig var den så vild at på, men så fløj den forbi, isfuglen, man havde jo godt hørt om den, men tænk at det skulle ske for én, at man fik lov til at se det blå lyn suse gennem luften.

Det er de mange minder, det er den måde, man oplever Hald Hovedgaard på alt efter alder og ensomhed. Det er de første gange, hvor man var her med Forfatterskolen, alle de mennesker, det var, som Peter sagde i dag nede i køkkenet, man var bare en del af massen, der larmede, og det gjorde vi, der var larm og oplæsning og trætte mennesker og rødvin og øl og dans og snakke og snakke og fortællinger om sig selv, det var de nye navne, der skulle læres, nye vaner, sådan gør vi her, det var naturen, som dengang mest var en baggrundskulisse, og en smuk én af slagsen, det var den nye verden, der blev præsenteret på Hald Hovedgaard.

Sådan gik det også anden gang, dog var der færre øl, roligere snakke, ingen dans, vanerne var kendte, som 2. års elev fik man eget værelse.

Tredje gang på Hald og det var det første arbejdsophold, det var sommer, sommer, sommer, der var andre, man kendte fra Forfatterskolen, det var 10 dage med lange ture i skoven, ved søen, på værelset med et manuskript, der endte med aldrig at blive set af andre end forlagsmennesker, der ikke ønskede at have det. Det vidste man heldigvis ikke dengang, man sad også dengang her på værelse 12 og skrev og rev sig i håret og jublede over, hvor fantastisk det er at skrive. Det var øl og spagetti i solskin, og ja, det var værelse 12, tænk at man kan være så heldig.

Og nu er det april, og så sidder man igen her på værelse 12, man kan altså være heldig flere mange gange i træk. Det er de gamle minde, der dukker op. Tænk at man havde glemt mørket, der ikke er set magen til, om natten kan man ikke se en hånd for sig, mørket lægger sig over Hald Hovedgaard som en mur, som en dyne, som dug, det trænger ind, mørket, det trænger ind på værelserne, og når nattelampen slukkes, eksploderer det foran én, mørket, man har ikke set magen. Og det er vandet, at man kunne glemme det, ingen steder er vandet så blødt som på Hald Hovedgaard, man fylder glasset med vand fra vandhanen på badeværelset, man fylder det og frydes over boblerne, der lægger sig langs siderne på glasset, og når man drikker, kan man høre, at de springer, de små bobler, det syder i vandet, som var det champagne.

Denne gang blev jeg kørt til Hald Hovedgaard, jeg blev kørt lige til døren. Det var min mor og min søster og min niece og min nevø, vi sad i bilen, børnene faldt i søvn, mens vi for vildt, jeg troede, vi skulle køre efter Horsensvej, men det var Herningvej, vi fandt Kolingvej og endelig Herningvej, endelig Ravnsbjergvej, vores far ville have rystet på hovedet af os. Men vi fandt frem, vi spiste medbragte madpakker i køkkenet, vi gik en tur, og jeg vidste, at dette ville skabe nye minder.

Og nu skinner solen, man sidder her på værelse 12 en onsdag eftermiddag i april, og i dette øjeblik er man den heldigste i verden.