Mig og legatet

Det treårige arbejdslegat

Jeg fik brevet onsdag d. 18. april, og jeg undrede mig over, hvorfor Kunstrådet ville sende mig et brev, jeg vidste, at de, der havde søgt arbejdslegater først ville få svar midt i maj. Jeg tænkte, at det var mærkeligt, at de ville sende afslag allerede nu, jeg tænkte, at hvis det nu var afslag (hvad skulle det ellers være?), så måtte jeg arbejde videre på Urban, jeg måtte skrive, når der var tid mellem studierne og arbejde, jeg ville nok aldrig rigtig blive forfatter, det tænkte jeg, mens jeg åbnede brevet pænt med en kniv. Så græd jeg. Jeg græd meget, meget, jeg var alene hjemme, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv eller af det brev eller af alle de tårer, der ikke ville stoppe, jeg græd som om, én var død, men ingen var død, jeg havde jo bare fået opfyldt den drøm, jeg ikke engang havde turde søge. Så ringede jeg til Lars og græd, og så ringede jeg til min mor og græd, og så læste jeg brevet højt for mig selv, og jeg havde altså ikke læst forkert.

Jeg kløede mig i håret, jeg pillede ved mine negle, jeg ringede til min redaktør, men hun var til bogmesse i London, jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Så ringede jeg til Kunstrådet. Jeg havde fået fortalt, at man ikke må studere, når man er på det treårigt, og jeg kunne dog tænke så rationelt, jeg ringede til Kunstrådet og talte med en sød dame, der ikke kunne fortælle mig om jeg måtte studere eller ej. Det var det, der var mit spørgsmål, men jeg ringede vist mest for at høre, om det var sandt, det der stod i brevet. Hun sagde, at det ikke var en fejl, hun sagde, at udvalget ikke havde været i tvivl om, at jeg skulle have det legat, hun fortalte, at hun selv havde læst Jelne, og hun sagde, hun synes, den var god.

Det var som at cykle i medvind, det var, som når solen kommer frem bag skyen, det viste sig, at jeg godt må studere, jeg kan blive færdig på universitetet, jeg kan skrive bøger, jeg kan sidde hjemme dag ud og dag ind de næste tre år, jeg kan betale min gæld og min mad og mine bøger og licens, jeg kan betale biografbilletter og øl og togtur til Jylland. Jeg kan komme til New York, og jeg kan bo i Berlin i juli uden økonomiske problemer. Men sikke en hemmelighed at holde på, det var ikke let, tænk at man ikke må fortælle det til nogen. Og det slap vist ud til den ene og den anden, ikke til flere end lige dem, men det blev jeg nødt til, der var episoder, der krævede den forklaring, jeg sagde op på Urban dagen efter.

Jeg skulle holde denne hemmelighed tæt til kroppen i 14 dage, der var to uger til overrækkelsen, og det var lige som jeg igen skulle udgive en bog, det var ikke sjovt, det var de reaktioner, jeg var bange for, flere vil sikkert undre sig over, hvorfor jeg har fået legatet, der er nok andre, der har søgt det og som ikke har fået det, og jeg forstår godt, at de undrer sig. Det gør jeg jo også selv. Men jeg bestemmer heldigvis ikke, hvem de heldige er, jeg takker bare, det gjorde jeg endelig onsdag d. 2. maj, da kunne jeg endelig takke, det var Bo Green Jensen, jeg gav ham hånden, som de otte andre forfattere gjorde, jeg gav ham hånden og takkede, jeg skulle have takket mere, mere, jeg er så taknemmelig.

Men inden da var vi ankommet, Lars og jeg, vi ankom halv otte, det var i Kunstrådets lokaler på H. C. Andersens Boulevard, det var pudsigt, mærkeligt, sjovt at hun spurgte mig, om jeg var hovedpersonen i aften, kvinden, der tog i mod os, hun gav mig hånden og smilede, hun spurgte: Nå, er du hovedpersonen i aften? Det sker ikke ofte, at man kan sige ja til det spørgsmål. Og min redaktør var der, og jeg blev så glad, da jeg så at Simon Fruelund var én af de andre legatmodtagere. Så skulle vi sætte os. Det var mit navn, der stod med store bogstaver på to af stolene på 3. række, der var plads til mig og min ledsager, vi sad med de andre legatmodtagere og deres ledsagere. Så var der underholdning og musik, der var en smule champagne i blodet, sommerfugle i maven, mit hjerte, der bankede hårdt, jeg var så spændt og nervøs, det var den scene, de mennesker og sikke flotte ord billedkunstnerne fik med, så var det forfatternes tur. Det var Annemette Kure Andersen, det var Efie Beydin, det var Karen Fastrup, det var Simon Fruelund, det var Lars Kjædegaard, det var mig, det var Morten Sabroe, det var Ditte Steensballe, og det var Tore Ørnsbo, det var ni forfattere, det var en stor oplevelse, vi stod på én række på scenen som velopdragne kunder i Netto, og der blev klappet af os.

Så var der mere underholdning, Kirsten Hammann læste op, mens jeg trak vejret roligt igen, hun læste op af Fra Smørhullet, mens jeg sad og krammede kuverten med motivationen, det var ikke en fejl, motivationen var rettet til mig.

Der var flere legater, det var komponisterne, og Kenneth Thordal havde skrevet en takkesang, det burde vi alle have gjort.

Så var der snart gået halvanden time, Per Vers og Ole Omkvæd kom på scenen med The Orchestra, det var champagneglas, der gik i stykker, masser af dem, de stod under stole, champagneglassene blev sat under stolene, når folk havde tømt dem, de havde drukket ud og hvilket bedre sted at sætte det tomme glas end under stolen. Men når folk satte sig eller rejste sig, så kom de til at skubbe til dem, glassene, det var helt sikkert ikke med vilje, den slags gør man jo ikke med vilje og særligt ikke i Kunstrådets lokaler, men man kunne høre det, et glas her, et glas der, smadrede champagneglas. Jeg passede på. Jeg er så overtroisk.

Og så var de uddelt, de 25 millioner kroner, de store roser, de høje klapsalver, så skulle vi spise, der var buffet og øl, vin og vand, det var en almindelig onsdag aften i maj, jeg var helt rundt på gulvet, der var så mange, jeg ikke kendte. Eller rettere sagt, der var så få, jeg kendte, Lars og jeg talte med Simon Fruelund, og jeg blev interviewet af TV2 News.

Vi gik, inden arrangementet var færdigt, jeg var træt, jeg var færdig, udmattet og glad. Vi gik hjem, over Langebro, forbi lysene i Tivoli, sikke en duft sådan en aften i maj, sikke en stilhed, endelig ro.

Motivationen:
Henriette E. Møller, f. 1976

Henriette E. Møller debuterede i år med romanen Jelne , der starter med noget så dagligdags som et par unge mennesker, der slår op med hinanden. Denne hverdagshændelse ryster dog hovedpersonen Jenny, der kalder sig selv for Jelne, så alvorligt, at den sætter et omfattende selvopgør i gang. Hun optrævler sine spinkle rødder i provinsen, gennemlever en række traumatiske hændelser - ikke mindst forældrenes tidlige død - og omsider er hun blevet en anden person med en ny livshistorie og nye fremtidsperspektiver.

Herfra vil Henriette E. Møller gå videre med sit næste romanprojekt, en rammefortælling om en bedstefars død, der opleves på to komplet forskellige måder. Forfatteren har en forrygende evne til at tilrettelægge en helt almindelig fortælling på en fuldstændig ualmindelig, insisterende måde.

Jelne er en så overbevisende og stilsikker debut, at udvalget gerne vil give Henriette E. Møller den fornødne arbejdsro til fuldt ud at koncentrere sig om den nye roman.

Litteraturudvalget: Bo Green Jensen (formand), Anne Marie Ejrnæs og Henk van der Liet

søndag d. 13. maj, 2007