Mig og min sommer

Det er det samme som at en rejse er mere end en ferie, et billede er mere end et motiv

Det er det sammen som at en sommerferie er andet end søvn og sol, som en bikini er mere end en bare overdel og en underdel, det er det samme som at en sommerfugl er andet end støv og farver, en flyven op og ned, denne pludselig opdukken af farver og bevægelser.

Det er det samme som at den tjekkiske paskontrollør, der kom ind i bussen med pistol uden bund og uden smil, nok er andet end en vred og uforståelig mand, denne autoritet i en stiv uniform, som man ikke kunne få øjenkontakt med, hurtig ned gennem bussen, os med morgentrætte øjne, solen var stået op over de tyske motorveje, mens vi sov, der var ikke regnvejr, som sidst vi var af sted, seksogtredive timer i en bus til Kroatien, det gør vi aldrig igen, dette var kun en mindre rejse, fjorten timer til Tjekkiet, varme og kolde drikke kan købes i bussen, toiletter er kun til nødbrug, og her er der ligestilling, som han sagde, buschaufføren, her sidder alle ned, det var hans form for vittighed, information pakket ind i latter, men vi fik tjekket vores pas af manden uden smil og uden bund i pistolen.

Det er det samme som at ventetid ikke er andet end ventetid, man sidder der på en parkeringsplads et sted i Tjekkiet, tæt på den polske grænse, men det er stadig bare en parkeringsplads med hvad sådan én nu plejer at indeholde: tomme biler, fyldte skraldespande og utålmodige mennesker, vi venter på at blive hentet og kørt videre, man går frem og tilbage, støvet hvirvler op og lander i ens øjne, endnu en irritation, dette støv under den bagende sol, hvor vi venter.

Det er det samme som at Danmark er andet en tyk ironi og en mangel på bjerge, en utrøstelig og ærgerlig mangel på bjerge, grønne og hvide og brune bjerge, måske kunne man bytte med Tjekkiet, de kunne få vores evne til det engelske sprog, så kunne vi få en bid af klipperne, der troner over Cesky Raj.

Det er det sammen som at en gøende hund er mere end en irritation, en konstant og vedvarende gøen, kan nogen ikke give den et klap på pelsen, en tår vand? Det er lige som beskidt vand i en swimmingpool er mere end blade og vand, det er det samme som at et stort hvidt hus ved den polske grænse er mere end blomster og sommer, lige som tomme biler på en parkeringsplads er mere end skuffelser og forventninger.

Det er det samme som at slidte sko er mere end trofasthed og glæde, lige som en stor flok gående mennesker er mere end nervøsitet og manglende fællesskab, det er det samme som at lyden af det danske sprog i udlandet er mere end en overraskelse og en dukken med nakken.

Det er det samme som, når man pakker sit tøj ud af tasken på trods af, at man kun skal bo her fire nætter, eller rettere sagt, man har kun fire overnatninger, det er det, det hedder, overnatninger og ikke nætter, for man bor her jo også om dagen, selvom man har travlt med det ene og det andet, ferieting, som at tage på ture, udflugter, se kirker, som man ikke gad at se, hvis de lå i ens egen gade derhjemme på Østerbro, man pakker ud på trods, det er muligvis et forsøg på at skabe et hjem i dette ferieparadis, en følelse af at dette er ikke et tilfældigt værelse på en pension, dette er mit sted, mit hjem, man gør det for at skabe hygge. Og dog. Måske gør man det mest for at skåne tøjet, det bliver så pokkers let krøllet i sådan en taske.

Det er det samme som at toiletpapiret på det tjekkiske pensionat ikke er andet end blågråt, hårdt papir med meget ringe sugeevne, det er ligesom ønsket om at blive solbrun er vedvarende på trods af risiko for kræft, rynker, læderhud, forbrændinger, pigmentødelæggelser, sved på panden og ned af brystet, små dråber af salt sved, der pletter blusen, toppen eller hvad man nu har på, når man ikke er modig nok, slank nok, til bikinitoppen, man sidder og tager sol på en parkeringsplads foran et pensionat i en ferieby i Tjekkiet, tre timers buskørsel fra Prag, man sidder der og sveder i solen i forsøget på at blive brun, det paradoksale i, at man ser sundere ud, når man er blevet brun, så ser man sporty, frisk og en smule slankere ud, solen slanker og kan slå ihjel, derfor sidder man der på en parkeringsplads et sted i Tjekkiet og på trods af alt, lige der.

Det er det samme som, når man forsøger at tale engelsk til en tjekkisk servitrice, det er det paradoksale i dette forsøg på kommunikation ligefrem skaber en mangel på kommunikation for trods det, man siger noget, det er aldeles let at forstå for alle, der ikke kan tale engelsk, så blokerer de, disse servitricer, det er som om, man rammer deres forfængelighedspunkt, det er muligvis et tegn på mindreværd, man spørger, om der er mere müsli, det er da til at forstå, man siger: More müsil? og hun trækker på skulderen, man siger Haben Sie mere Müsli, det er et forsøg på at mødes på halvvejen, et gebrokkent tysk, men forståelsesfiltret blev ligesom sat ned, da man begyndte på det engelske, nu er der lukket for service, som når dæmningen i Aswan lukker for vandet.

Det er det samme som at bo i en lille by i provinsen, det er som at bo her, på dette feriested, der nok er et paradis for skifolk og vandremennesker, naturen er storslået, disse bjerge dækket af græs og grantræer, de står så tæt, side og side, grantræerne og lyser grønt, men byen er stille, særligt en søndag aften klokken 22.30, hvor alle butikker er lukket, og vi er de eneste turister på gaden.

Det er det samme som, at det er mere end skønt at bo i en by i Tjekkiet, hvor øl er billigere end vand, end kaffe end alt andet drikkeligt, cola, det er store krus, der dunker i bordet, når de bliver sat hårdt ned på bordet af den tjekkiske servitrice, der kan bære dem alle i én hånd, masser af store krus, svævende skum, der bliver opløst som skyer af solen, de smager af mere og mere, øllene, og sådan bliver vi ved. Og det er mere end behageligt, sjovt og fantastisk at ligge under det gule lagen i den nu stille by et sted i Tjekkiet og mærke benene, hovedet, ryggen snurre rundt, det er den tjekkiske øl, der laver bobler i blodet, og sender tankerne og kroppen rundt på rutsjetur. Det er den svæven, man falder i søvn på, og så det ustoppeligt mantra, der som et ekko fra aftenen, fra natten, synger i hovedet. Det lyder sådan: Budejovicky Budvar, Budejovicky Budvar, Budejovicky Budvar, Budejovicky Budvar.

Det er så ikke det samme som, at det er mere end en skam, mere end frustrerende, lige til at sparke på en lygtepæl over, det er frygtelig ærgerlige, at man nu havde glædet sig til den tur til Prag, det er tre timers kørsel frem, og det er tre timers kørsel tilbage, men det kan vi godt klare, vi skal væk fra denne lille by, vi skal ind til livet i storbyen, til Karlsbroen, til cafeerne, til gaderne og især til de små stræder, vi skal ind til suset fra mennesker, energien, der er i en storby i modsætning til her, hvor dagen står stille, og hvor aftenen suser af sted som et IC3-tog, det var det, vi skulle opleve, en lang tur og så videre. Men så var det mere end ærgerligt, at vi troede bussen kørte klokken 7.20, senest klokken 7.30, vi går fra pensionatet klokken 6.45, så kan vi nå at købe morgenmad i supermarkedet, der åbner klokken 7.00, det var en god plan. Men da vi var på vej ind i supermarkedet, så vi en bus, der kørte forbi, der stod Pragh i foruden på den. Det forstod vi ikke, det måtte være en fejl, der måtte være en god grund, muligvis var der tale om flere afgange herfra, det tvivlede vi dog på, fra denne lille by? Men vi lod os trøste os med det, disse forklaringer, og vi købte morgenmad, brød, ost, vand, müslibar og så gik vi ned til stationen. Og det var mere end en skam, det var lige til at tude over, at det var os, der havde husket forkert, set forkert, kald det hvad du vil, vi havde misset bussen til Prag.

Men det blev alligevel ok, at vi fik en stille dag sammen i Harrachov, vi gik i seng igen og sov til klokken 10, vi sagde, at det nok var godt nok, at vi ikke kom til Prag i dag, vejret var ikke særligt godt, (det var løgn, vejret var fint, nærmest perfekt til en lang tur i bus, til syv timer i en stor by, det var bare noget, vi måtte trøste hinanden med).

Det er mere end godt at rejse fra Harrachov, den lille turistby, hvor lugten af friture blev for gennemtrængende, den overdøvede lige som naturen, lugten af dårlig mad og støjen fra boderne, hvor kineserne solgte kopimærker, hvor damen på pensionatet var sur som fløde, der har stået i solen, hun viste os alt for tydeligt, at hun ikke gad at have os boede, og vi var da ellers søde gæster, flinke mennesker, men det var godt, vi kunne rejse fra hendes vrede og hendes by, og nu er vi her i Janské Láznê, dette er en endnu mindre by, men den smukkeste af slagsen, og det er trods regnvejr, ustoppelig regnvejr, der kunne oversvømme kloakkerne, små floder ned af vejene, men med ét stoppede den, regnen og den mørke himmel, og nu er vejene tørre og byen er stadig smuk efter dette regnskyl. Dette er en by fyld af krøblinger, muligvis er Janské Láznê en kendt kurby, jeg ved kun, at det var rart at sidde på torvet med min frokost købt i det lille supermarked, jeg sad der i roen midt på torvet med min drikkeyougurt og kiggede på menneskerne, der sad i kørestole eller gik med krykker eller med hjælp fra damer i hvidt tøj, det var dejligt at sidde der i roen og se på bjergene bag byen. Det er mere end godt at være her, at sidde på værelset med balkonen, især nu da du er kommet hjem fra cykelturen.

Og det skulle vise sig, at vi var mere end heldige med opholdet i Janské Láznê, denne by omringet af bjerge, der når helt op til skyerne, eller omvendt, skyerne når ned til dem, til bjergene, der er dækket af tåge og træer. Vi får god morgenmad på hotellet, hvor de serverer frisk frugt til yougurten, kaffe og brød med Elvis´ stemme drivende ud af højtalerne, er der noget bedre end at drikke kaffe og planlægge endnu en dag med The King i baggrunden?

Og det er mere end sjovt at tage ind til byen med dine venner, mens du cykler, de holder en hviledag og mig ved selskab. Vi tager bybussen ind til Trutnov, jeg guider, og de underholder, vi er fem på tur. Vi går i butikker, som jeg ellers ikke ville have været i, en autobutik, smykkebutikker, sportsbutikker, jeg køber et par sko og billige plastik fingerringe, og senere spiser vi mad på torvet. Det var mere end rart at sidde der og drikke kaffe, at spise is, at grine sammen med dem. At se dig komme cyklende.

Og det var mere end sjovt at tage i byen, at gå fra hotellet en torsdag aften klokken 21, at tage på bar i denne lille by, der har alt, hvad hjertet kan begære, smukke huse, en mørk og hyggelig bar, øl, vi drak Gambrinius, alle gav på skift, fire kroner for en halv liter øl, de stod på rad og række på bordet, de fyldte ølkrus, Gambrinius min ven, lige til at række ud efter. Det var mere end underholdende at danse, at snakke og spille pool, at vælge musik fra jukeboksen, at drikke øl. Vi slingrede fra baren i regnvejr, da byen var gået til ro, og vi var endnu engang de sidste vågne mennesker i hele Tjekkiet. Vi gik i takt til ekkoet fra denne aften: Gambrinius, Gambrinius, Gambrinius.

Og så er det mere end kedeligt, at det hele går i ring, og at selv en ferie skal slutte, der er arbejdsdag på mandag, og selvom det kun er lørdag i dag, så er der ikke længe til. Vi skal køre i aften klokken 21, så er vi i København i morgen klokken 12. Ferien er snart slut. Det er mere end kedeligt at sidde her på den samme campingplads, hvor det hele begyndte for en uge siden, det var her, vi blev sat af, det var herfra, de cyklede væk, hen til vores pensionat i Harracov, jeg vinkede til alle 16 moutainbiker, hvorfra jeg kun kendte én. Og nu sidder jeg her igen, som den eneste på denne cykeltur, der ikke cykler, jeg sidder og venter på de 16 moutainbikere, hvorfra jeg nu kender dem alle.

Sommeren 2007